Bloggen /Hvordan skal køleskabet gøres rent? Happy Helpers simple guide til et lugtfrit køleskab

Hvordan skal køleskabet gøres rent? Happy Helpers simple guide til et lugtfrit køleskab

Når der bliver gjort rent derhjemme, er det ikke så ofte, at køleskabet kommer med i tumulten. Det er ikke fedt at ordne køleskab med alle madvarerne stående på køkkenbordet og følelsen af at de står og bliver dårlige. Det skal dog gøres i hvert fald lige så ofte som du foretager din hovedrengøring. Så skal du ikke i gang med en rengøring af et køleskab, der lugter. Men det kan være svært at komme i gang, fordi logistikken kan virke uoverskuelig. Derfor har vi, i Happy Helper, lavet en guide med gode råd til hvordan du kan klare rengøringen af køleskabet uden det største besvær og samtidig undgå at bruge alt for lang tid på det. Læs med nedenfor.

blog-image

Hvad du skal bruge:

  • Køleboks(e) til dine madvarer
  • En spand til sæbevand
  • En engangsklud (kan fås uden mikrofibre i de fleste supermarkeder)
  • Universalrengøringsmiddel
  • Opvaskemiddel
  • En opvaskebørste eller -svamp

Happy Helpers 9 trin til grundig rengøring af køleskab:

  1. Tøm køleskabet
  2. Organiser dine madvarer i kølebokse
  3. Tag hylder og skuffer ud af køleskabet
  4. Fyld køkkenvasken med varmt vand og opvaskemiddel
  5. Vask hylder og skuffer op
  6. Fyld en spand med universalrengøring og varmt vand
  7. Vask køleskabet grundigt af
  8. Sæt hylder og skuffer tilbage i køleskabet
  9. Fyld køleskabet igen

 

Selvom det kan virke som en stor omgang, kan det være lettende at få gjort køleskabet rent. Hvis du ikke selv har tid, kan du booke en Happy Helper. Så kan vi hjælpe dig med at få mere overskud i hverdagen.

1. Tøm køleskabet

Selvom det er relativt indlysende, skal køleskabet selvfølgelig tømmes inden du kan gøre det rent. Det er lettest at holde styr på dine madvarer hvis du organiserer dem løbende. Se næste trin.

2. Organiser madvarer i kølebokse

Det kan tage nogen tid at gøre et køleskab rent. For at undgå at skade dine madvarer, anbefaler vi, at du bruger en eller flere kølebokse til at holde maden frisk mens du gør køleskabet rent. Hvis du har flere kølebokse, kan det være en god idé at separere dine madvarer, så du eksempelvis har ost og mælkeprodukter samlet i én og pålæg i en anden. De fleste grøntsager kan sagtens holde sig uden for køleskabet indtil du er færdig.

3. Tag hylder og skuffer ud af køleskabet

Hylder og skuffer skal tages ud af køleskabet og rengøres individuelt. Sommetider kan der sidde “rumdelere” mellem skufferne eller hylderne. Disse kan være lidt sværere at tage ud. Her kan du eventuelt kigge i manualen til dit køleskab – ellers kræver det bare lidt ekstra tålmodighed at gennemskue hvordan systemet er tænkt.

4. Fyld køkkenvasken med varmt vand og opvaskemiddel

Vi anbefaler, for at passe på miljøet, at du bruger mindst muligt opvaskemiddel samt forsøger at genbruge så meget vand som muligt. Fyld derfor vand og opvaskemiddel i din køkkenvask eller en stor balje. 

5. Vask hylder og skuffer op

Hvis hylderne er meget snavsede, kan det være en god idé at skylle dem af inden du fylder vasken. Derefter skal du vaske hylder og skuffer grundigt op. Hvis du har skyllet dem grundigt, så der ikke er for meget snavs, burde der ikke opstå noget problem med ulækkert vand. Du skal især fokusere på at komme af med eventuelt mug og råd i kanterne, hvor det ofte gemmer sig. Alternativt kan du vaske hylder og skuffer i din opvaskemaskine, hvis du har sådan én. Dette er den mest vandsparende metode. Her skal du, igen, helst skylle det værste snavs ud af skufferne før du vasker dem.

6. Fyld en spand med universalrengøring og varmt vand

Fyld hætten til din universalrengøringsbeholder op og kom derefter 5 liter varmt vand i spanden. Du behøver altså ikke nogen kæmpestor spand.

7. Vask køleskabet grundigt af

Brug en engangsklud til at vaske køleskabet grundigt af. Du kan købe en klud uden mikroplast her. Når du vasker køleskabet, skal du sørge for at komme helt ind i alle hjørner og komme af med eventuelt mug og generelle opsamlinger af snavs. Det er også en god idé at fjerne kondens og andet. Sørg for at gnubbe godt igennem på alle overflader. Du kan med fordel også i samme ombæring tørre køleskabet af udenpå – både ovenpå og på køleskabslågen. Gør dette efter du har tørret køleskabet af indvendigt, da der vil være mere støv udenpå – især hvis du er i gang med rengøring af et rustfrit stålkøleskab.

8. Sæt hylder og skuffer tilbage i køleskabet

Når hylder og skuffer er tørre kan du putte dem tilbage i køleskabet med det samme. Her er det selvfølgelig smart at tænke over hvordan du vil organisere dit køleskab efter endt rengøring ;-).

9. Fyld køleskabet igen

Når du er færdig med at sætte hylder og skuffer tilbage i køleskabet skal du fylde køleskabet igen. Som skrevet ovenfor, kan det her være et fantastisk tidspunkt at beslutte at omstrukturere køleskabet så der er lidt system. Selvom systemet ofte går i stykker efter en måned eller to kan det give en utrolig rar følelse, at det er let at hitte ud af hvad man har og ikke har.

Ofte stillede spørgsmål om rengøring af køleskabe

Happy Helper modtager jævnligt nogle forskellige spørgsmål vedrørende rengøring af køleskabe, som der ikke svares direkte på i guiden ovenfor. Du kan finde svar på nogle af spørgsmålene herunder.

Hvor ofte skal man gøre køleskabet rent?

Vi anbefaler, at du som minimum gør køleskabet helt rent hver tredje måned. Det er for at undgå ophobning af mug og andet skidt. Hvis du har haft nogle grøntsager liggende, som er nået blive dårlige, kan det være en god idé at gøre køleskabet rent når du tager dem ud. Der kan nemlig hurtigt komme en dårlig lugt i køleskabet, hvis der bare er det mindste mug og bakterier. Dette er fordi mug er en svamp, som breder sig hurtigt gennem sporer, mens bakterier lynhurtigt kan vokse deres kulturer.

Kan jeg gøre en del rent ad gangen?

Ja, det kan du i virkeligheden sagtens. Vi anbefaler dog, at du tager hele køleskabet når du alligevel er i gang. Det tager ikke meget ekstra tid og så er det gjort. Det giver  mening at tænke på det som “hellere en gang for meget end en gang for lidt”.

Jeg har ingen kølebokse. Hvad gør jeg?

Du kan sagtens klare rengøringen uden kølebokse. Så kan du tage en gammel ølkasse eller andet lignende og så samle de produkter, som tager mest skade af at blive stuevarme, så de holder hinanden kolde under processen.

Skal jeg bruge eddike til rengøring af køleskab?

Som udgangspunkt behøver du ikke at bruge eddike til at gøre dit køleskab rent. Universalrengøring og opvaskemiddel er begge basiske produkter, som gerne effektivt skulle kunne fjerne alt fedt og andet snavs fra dit køleskab. Hvis du skulle have kalkaflejringer i køleskabet, kan du dog bruge en blanding af lidt lagereddike og et glas vand til at fjerne det.

 

Køleskabet er ikke det eneste i køkkenet, der skal gøres grundigt rent fra tid til anden. Der er også emhætte, ovn etc. Hvis det virker som lidt meget at få klare i løbet af én omgang, midt i hverdagens ræs, kan du booke en Happy Helper til at komme i bund med det hele.

happyhelper.dk