Rygning indendørs kan være hårdt for møbler, lofter og vægge i dit hjem. Røg og tobak fra cigaretter, cigarer eller piber kan efterlade mærker i form af gulnede vægge, misfarvede tekstiler og en vedholdende røglugt. Med de rigtige rengøringsmetoder og rengøringsmidler kan du godt genoprette dit hjems tidligere udseende. Læs vores guide til, hvordan du bekæmper røglugt og misfarvninger efter rygning.
Hvor sætter røglugt og misfarvning sig typisk?
Røglugt, cigaretlugt og misfarvning kan sætte sig næsten overalt i et rygerhjem, men nogle områder er mere tilbøjelige end andre.
- Tekstiler: Rygning kan give gulnede gardiner, ligesom at sofaer, stole, tæpper og sengetøj kan absorbere røglugten og blive misfarvede.
- Vægge og lofter: Nikotin og andre partikler i røgen kan efterlade gule aflejringer på vægge og lofter.
- Møbler: Træmøbler, især dem med en porøs overflade, kan absorbere røglugten og blive misfarvede.
- Luftkanaler: Røgen kan sætte sig i luftkanalerne og fortsætte med at sprede lugten i hele huset.
Hvilke produkter kan jeg bruge til at fjerne røglugt og misfarvning efter rygning?
Til tekstiler
- Vaskemiddel
- Hvid eddike
- Natron
- Specialprodukter til fjernelse af røglugt.
Til hårde overflader
- Allround rengøringsmidler
- Opløsningsmidler
- Specialprodukter til fjernelse af nikotinpletter fra vægge og andre overflader.
Til luften
- Luftrensere
- Aktiveret kul (i skål)
- Duftlys og olier
- Citrusfrugter, kaffebønner eller potpourri.
Sådan gør du rent efter rygning
Inden du går i gang med den specifikke rengøring efter rygning er der nogle forberedende ting, du kan gøre.
Start ud med en almindelig grundig rengøring, hvor du støvsuger og tørrer alle overflader af. Åbn vinduer og døre for at lufte ud, så du får frisk luft ind i rummet. Anskaf specialprodukter, der er designet til at fjerne røglugt og nikotinpletter. Så er du klar til at gøre rent efter rygning.
Tekstiler
Ved vaskbart stof vask da tekstilerne i den højeste temperatur, der er angivet på etiketten, og tilsæt eddike til skyllecyklussen. Tilsæt ca. 500 ml hvid eddike, og vælg et varmt vaskeprogram (60 grader), da varme hjælper med at aktivere eddikens lugtfjernende egenskaber. Ved en stor vask kan der bruges en større dosering af eddike.
Ved ikke-vaskbart stof, brug tæpperens eller møbelrens til at behandle stoffet. Prøv også at drysse natron på stoffet og lad det sidde i et par timer eller natten over, inden det støvsuges op.
Vægge og lofter
Rengør vægge og lofter med en rengøringsopløsning med hvid eddike eller et kommercielt rengøringsprodukt til at fjerne nikotinpletter. Start med en mild blanding bestående af 50/50 vand og hvid husholdningseddike. F.eks. kan du blande 2 dl vand og 2 dl eddike.
Hvis almindelig rengøring ikke er nok, kan det være nødvendigt at male væggene for at dække eventuelle nikotinpletter. Brug en spærrende maling, der er specielt designet til at skjule nikotinpletter og røglugt. I de værste tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne tapetet og eventuelle væg-til-væg-tæpper, før lugten forsvinder.
Møbler
Ved træmøbler, rengør møblerne med en mild sæbeopløsning, og tør dem grundigt af. Hvis der er tale om polerede møbler, så brug møbelrens til at fjerne nikotinpletter. Bløde møbler som sofaer, madrasser og tæpper kan også behandles med natron for at fjerne røglugt, hvor du strøer en god mængde ud over de bløde overflader og lader det sidde i nogle timer.
Hvordan kan jeg undgå røglugt og misfarvning?
Der er nogle ting, du kan gøre for at undgå røglugt og misfarvning af møbler, vægge og lofter, men regelmæssig indendørs rygning vil altid sætte sit præg på din bolig. Prøv disse ting for at undgå luft og misfarvning:
- Ryg udenfor: Hvis du selv ryger, kan du ryge udenfor, så langt væk fra åbne vinduer og døre som muligt.
- Luftrenser: Brug en luftrenser med HEPA-filter for at fjerne partikler og lugt fra luften.
- Regelmæssig rengøring: Rengør dit hjem regelmæssigt for at fjerne støv og snavs, der kan binde sig til røglugt.
- Luft ud regelmæssigt, hvis der ryges indenfor: Åbn vinduer, og sørg for at få gang i luftcirkulationen, så der kan komme frisk luft ind i de rum, der ryges i.
Nyttige tips til rengøring efter rygning
- Behandl dine træmøbler: Træmøbler kan absorbere røglugt, behandl dem derfor med træolie eller trævoks for at forsegle overfladen og reducere lugten.
- Neutralisér lugt med naturlige dufte: Citrusfrugter, kaffebønner eller potpourri kan hjælpe med at neutralisere ubehagelige lugte. Placér skåle med disse ingredienser forskellige steder i rummet.
- Rengør ventilationssystemer: Røglugt kan sætte sig i ventilationssystemer og spredes til hele huset. Rengør eller udskift filtre i dit ventilationssystem for at fjerne lugtkilder.
- Tålmodighed: Det kan tage tid at fjerne alle spor af røglugt, især hvis der har været røget i rummet i lang tid.
- Professionel hjælp: Hvis du har problemer med at fjerne røglugt selv, kan du overveje at kontakte professionel rengøringshjælp, da de har specialudstyr og produkter, der kan være mere effektive.